Den 25. september 1868 strandede det smukkeste skib i den russiske flåde.
Ombord på skibet var den 19 årige storfyrst Alexis, søn af zar Alexander den 2.
 Billede er en tegning af ALEXANDER NEVSKIJ, fra skibets storhedstid.
Efter at have været på øvelsestogt i Middelhavet i næsten et år, var skibet på vej hjem til Sankt Petersborg, hvor det syv år tidligere, 21. November 1861, var blevet søsat fra Ohta-værftet.
Vejret var hårdt og skibet var forsinket.
På trods af både sejlføring og den 800 HK store dampmaskine, der var ombord, var farten langt under de 11 knob, som skibet ellers kunne præstere og på grund af den ringe sigtbarhed, kom man for tæt på kysten.
Kl. ca. 2 om natten, d. 25. November 1868, påsejlede fregatten den yderste revle, som den kom over, blot for at strande på den næste, hvor den sad urokkelig fast. Bølgerne sendte uafbrudt kaskader af vand og skumsprøjt ind over dækket.
Alexander Nevskij, der dengang var den russiske flådes stolthed, havde en besætning på 737 mand.
Deriblandt den russiske prins, Alexander Alexandrovitz, søn af Ruslands zar. Den 19-årige prins, også kaldet storfyrst Alexis, var ombord for at lære alt om søfart, da han skulle uddannes til admiral og senere være øverstbefalende på skibet og for hele den russiske flåde.
Billede er en tegning af forliset, fra skibets storhedstid.
Med sig havde storfyrsten et følge, bl.a. en admiral, som på et tidspunkt den skæbnesvangre nat kom op at skændes med skibets kaptajn, kommandør Kremer, om kursen. Dette skænderi samt admiralens påståelighed var stærkt medvirkende til forliset, fordi han, admiralen, mente at han havde mere at sige ombord end kaptajnen, da han var én af prinsens personlige oppassere.
Nu fulgte nogle dramatiske timer. Fra skibet blev der opsendt nødsignaler, samtidig med at man affyrede nogle af de 51 kanoner, der var skibets bevæbning.
Alt dette kunne selvfølgelig både ses og høres fra land og mange de lokale, hvoraf de fleste var fiskere og mange i øvrigt selv havde været matroser, var klar over at det muligvis var et krigsskib, der var strandet, og snart strømmede folk til stranden for at hjælpe.
Der blev sendt bud efter mandskabet på Flyvholm Redningsbåd, som så blev sat i vandet. Men allerede ved det første bjergningsforsøg blev redningsbåden slået i stykker i den hårde brænding.
Redningsmandskabet forsøgte så, ved hjælp af en raketline, at få etableret en forbindelse til det store skib, men først efter flere forgæves forsøg lykkedes det.
En redningsstol blev så sendt ud til skibet, men desværre forstod de russiske søfolk ikke at anvende en sådan, så da to mand hoppede i stolen på én gang, bristede linen, og de to russere omkom i de frådende bølger.
Fra fregatten blev en båd nu sat i vandet, men allerede da den nåede i land første gang, havde de ombordværende mistet årerne. En anden båd blev sat ud, men den kæntrede i brændingen, som stadig var meget hård.
Ombord på Alexander Nevskij havde man også levende kreaturer, bl.a. en hvid stud. Den bandt folkene nu en line om halsen på og skubbede den i vandet, i håb om at den ville svømme mod land, men det rædselsslagne dyr, svømmede i stedet i den stik modsatte retning...
Med ét bedredes vejret og havet blev roligere. To fiskere fra henholdsvis Harboøre og Thyborøn sejlede nu ud i hver sin lille båd, samtidig med at der blev skaffet nye årer til fregattens redningsbåd, og nu begyndte en kappestrid mellem de tre både om, hvem af dem der kunne redde flest skibbrudne.
Under hele redningsaktionen, som varede til solnedgang, druknede fem mand, nemlig fem russere. Det var tre matroser og to officerer. Alt taget i betragtning var det billigt sluppet, især når man tænker på at de resterende 732 mand blev reddet.
De danske redningsfolk modtog da også senere medaljer, for deres dåd.
Folkene fra Alexander Nevskij blev indkvarteret i husene på Rønland og omegn. Storfyrst Alexis og hans følge fulgte med Harboøre-præsten hjem og blev indkvarteret i præstegården, da det jo nok var et af de finere steder på egnen...
Efter ca. en uges forløb kom der bud fra Zaren af Rusland, om at prinsen skulle rejse til Berlin, hvor faderen opholdt sig.
Han tog så af sted med sit følge. Turen foregik med hestevogn til Struer, og derfra fortsatte man med tog til Århus, hvor fregatten Jylland lå og ventede. Den danske fregat stod så for den videre befordring til vands, indtil de på halvvejen mødtes med et russisk skib, som sørgede for den sidste del af rejsen.
I dagene efter forliset, blev skibets inventar roet i land i fiskerbåde og solgt ved en række store auktioner. Der var tunge mahognibuffeter med hvid marmorplade, skriveborde, elegante salonstole, spilleborde, spytbakker, messingsamovarer, rubinglas og meget andet fra skibets elegante saloner.
På den måde, blev de flotte ting fra det før, så stolte skib, spredt for alle vinde. Nogle af dem endte senere på Lemvig Museum og kan nu ses i udstillingen på Kystcentret i Thyborøn. Andre er stadig i familieeje – på Harboøre, i Lemvig, i Kolding, i København, i Bruxelles. Overalt bliver de passet på og værdsat på grund af den dramatiske fortælling om den russiske fregats forlis på den øde vestjyske kyst.
I 1958 fandt en vragfisker fregattens kæmpestore anker, der måler 5 meter og vejer 5 tons. Det blev købt af 2 lokale mænd og blev anbragt på havnen i Thyborøn, hvor det nu står som et vartegn for byen.
VRAGET IDAG:
Vraget af den 272 fod lange, 51 fod brede og 4.562 tons store russiske orlogsfregat, ligger i dag 1 km. ud for høfte 41, på en dybde af 10-12 meter. Vinkelret på kysten og med stævnen pegende ind mod land.
Vraget kan være svært at overskue de første par gange man besøger det, da træskroget er stærkt nedbrudt og mange steder viklet ind i trawl, garn og tovrester. Endvidere er der utallige kobbernavler, som stikker op alle steder.
Midtskibs står de store dampkedler, som har leveret damp til maskinen, da Alexander Nevskij både kunne drives af motor og sejl. Rundt om kedlerne ses de mange fyrpladser, ca. 22 pladser.
Spredt i vraget, kan man se kanonkugler og granater i mange størrelser. Små blykugler til geværer, forvredne krudtkasser og kobbernavler i alle størrelser, fra små søm til 3 meter lange kølnagler.
Et spændende vrag, med en spændende historie !
|
Alexander Nevskij
