Jo, de danske farvande er rige på vrag - og ikke mindst i Nordjylland, hvor de sunkne skibe ofte er omgivet af mystik og nysgerrighed.
Søfarende frygtede ikke uden grund de nordlige kyster.
Revler af sand og sten samt uberegnelige stærke strømme har altid været farligt for de sejlførende, uanset om de havde kurs mod Nordsøen, Skagerrak eller Kattegat.
Læsø blev eksempelvis kaldt den syv-armede blæksprutte på grund af de mange rev, der tvang mange skibe på grund.
Også her' lyder det, at skibene ofte blev hjulpet på grund af de fastboende, der sendte vildfarende signaler til nødstedte skibe på utallige måder.
Folkemunde fortæller, at strandinger og bjerggods måske tidligere, har været en af de vigtigste indtægtskilder på Læsø!
- Fakta er, at byggematerialer på en stor del af de ældre huse og ejendomme på Læsø, bærer vidnesbyrd om bjerggods fra strandinger...
I en periode på ti år, fra 1858 til 1868 blev der, alene i Hjørring Amt, registreret 447 strandede skibe. Heraf fandt de 110 - altså ca. en fjerdedel - sted på Læsø.
Ved Skagen strandede i samme tidsrum 122 skibe.
Dengang havde man blot lod, kompas og en søkikkert.
Ikke nogen enkel opgave at navigere, når sigtbarheden var ringe.
- Og selv i dag strander skibe, trods alskens moderne navigationsudstyr.
Især strækningen fra Hirtshals til Skagen kostede mange liv og stolte skibe.
Jammerbugten, og ikke mindst Rubjerg Knude ved Lønstrup, har sine grumme kapitler i søfartshistorien.
- Hvor der er fremspring på kysten, gik det som oftest galt, fangarme af sandbanker har kostet såvel jordisk guld som menneskeskæbner.
Det var strandfogederne, der varskoede strandingerne, som nok betød død og ulykke, men også livsglæde og velstand...
Strandfogeden var oftest en pålidelig gårdmand, husmand eller fisker inde bag klitten, der fik opsynspligt over en kyststrækning – kaldet "len".
At passe sit "len" betød, at strandfogeden hver dag gik til havet, for at samle al inddrevet gods op på forstranden.
Desuden skulle han forhindre strandtyveri og bringe godset i sikkerhed, indtil strandingsauktionen kunne afholdes - også dengang kunne staten det der' med skatter, så myndigheden forbeholdt sig to tredjedele af den samlede auktions sum. Strandfogeden fik den sidste tredjedel – samt en mindre godtgørelse for befordringen af gods fra havstokken, op gennem klitterne og for at være den, der døgnets 24 timer, året rundt, lyttede efter menneskeskrig mellem stormsus og bølgebulder.
De evt. overlevende fik sig en slurk brændevin på strandbredden og blev midlertidig indlogeret hos den gæstfrie lokalbefolkning.
- De døde og døende trak han hurtigst muligt, så langt op på stranden, at havet ikke kunne nå dem, da der lå en stor skam i, ikke at få bjerget et strandingslig trygt i sikkerhed, fra havets magt.
Myter, om gods og guld, har altid fulgt i kølvandet på skibenes endeligt.
Hitler-guld, kunstskatte, lønninger i form af guldmønter og uvurderlige vinflasker tales om den dag i dag
- og bliver med jævne mellemrum, fundet og bjærget.
Vi har alle sammen hørt fantastiske historier, om guldbarrer og skinnende mønter i store skattekister.
Hvad der er i havet, drager os.
Man føler sig overbevist om, at der fortsat ligger rigtigt mange gode historier under vand, - i Nordjylland og i resten af verdenen, som blot venter på at blive fortalt.
Havbunden, sandrevlerne og havet ændrer sig dag for dag.
Det, der ikke er synligt i dag, er det måske i morgen.
Forlis i Nordjyske farvande
