| Skeldervik |
|
Galease fra Hamburg Sund i Sverige. Bygget 1904 i Sverige af træ. 150 BRT. Længde 26 m, Bredde 7,1m. Maskine var en 2 cyl Skandia på 70 hk. Skibet sprang læk ca. kl. 04.00 lørdag morgen, den 10. december 1960. Der blev straks udsendt nødsignaler, idet' de 4 besætningsmedlemmer var klar over at situationen kunne blive alvorlig i det hårde vejr - lasten bestod af 180 Tons papirmasse, der udvider sig kraftigt når det bliver vådt, hvilket alene var nok til at sænke skibet. Kl. 05.15 meddelte den svenske Coaster ABISKO, at man havde observeret nødsignaler fra en skonnert, ud for Grenå og var gået til øjeblikkelig assistance. Samtidig videregav man nødmeldingen til Lyngby Radio. Fra Grenå afsendtes redningsbåden og Søværnskommandoen gav ordre til, at Minestrygeren LIFSUND skulle gå til undsætning fra Århus. Desuden blev en helikopter gjort klar til eftersøgning, fra Klarup. Helikopteren var fremme ved den opgivne position ca. kl. 08.00. Redningsbåden fra Grenå, lå da i umiddelbar nærhed af skonnerten, men der var ingen ombord... Man vidste ikke om mandskabet var taget ombord i et andet fartøj, eller sprunget i havet - helikopteren fortsatte derfor eftersøgningen, for det tilfælde, at det nødstedte mandskab skulle være i fare. Først op ad formiddagen, erfarede man, at den norske Trawler SEATLE, som var på vej fra Norge til Århus med en ladning fiskemel, var kommet forbi - kort tid efter SKELDERVIK udsendte de første nødsignaler - og havde taget besætningen med sig til Århus, hvortil de alle ankom sikkert, hen på eftermiddagen. Der er endnu ingen billede af vraget. VRAGET IDAG: Vraget ligger på siden, på 24 meters dybde. Især agterskib og papirballer er tilbage på en bund bestående af sand, med lidt mudder. Til tider, mange fisk, særligt mørk sej og torsk. |




Skeldervik